Ankerpladsen

Et anderledes 

andels-senior-bofællesskab  

Andelsboligforeningen Ankerpladsen i Struer - den fremtidige boligtype for aktive over 50 år, hvor fællesskab og kampen mod ensomhed er i centrum.

Vi er godt på vej mod at skabe et andelsbyggeri for fysisk selvhjulpne personer 50+ uden hjemmeboende børn, hvor hver familie har deres egen lejlighed, men hvor fællesrum, hobbyrum og en overdækket atriumhave danner rammen om et værdifuldt ældreliv.

Tæt på havnen i Struer og tæt på byens centrum, vil foreningen opføre et alternativt byggeri med ca 40 boliger i 3 etager.

Kunne du tænke dig at være med i et sådant fællesskab? Så er du kommet til det helt rigtige sted. 

Vores inspiration til Ankerpladsens udformning

Bygningen

Vi arbejder på at etablere en 3-etagers hesteskoformet boligblok med ca 40 lejligheder og overdækket fælles-areal mellem bygningerne, en såkaldt atriumgård eller -have. Bygningen søges etableret på havneområdet i Struer eller tæt derpå. 

Gavlen på atriumhaven vil vende mod nord og vil stort set være dækket af glas. 

(Som eksempel er brugt et Google satellit-foto af en sådan bygning i Solrød på Sjælland).

Atriumhave og Fælleshus

Vores atriumhave vil få et overdækket glastag, i stil med ovenstående foto, så haven kan bruges til ophold og forskellige aktiviteter hele året. (Dette foto er f. eks fra Bovieran i Solrød i november måned med snevejr udenfor).

Når man går ud af sin lejlighed, er man i atriumhaven.

I vores atriumhave vil der også være plads til et fælleshus med stort køkken og plads til arrangementer samt hobbyrum og gæsterum.

Lejlighederne

Lejlighedernes udformning er indtil nu kun på tegnebrættet, men her er et eksempel på en 3-værelses lejlighed i bofællesskabet Bodilhaven i Odense.

Vi arbejder på at udforme lejlighedernes altaner på samme måde, så de fylder hele lejlighedens bredde, og med et uopvarmet depotrum i en af siderne.

På svalegangene vil der uden for hver lejlighed være et lille privat areal til et cafesæt og lidt planter.

Hvorfor et senior-bofællesskab?

Ensomhed er en dræber.

Helt ny forskning fra University of Chicago har vist, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op til 14 procent og er lige så skadeligt som fedme. (Kilde: DR.dk)

Selv om man lever i parforhold, vil en af parterne falde væk på et tidspunkt, og overgangen til en tilværelse uden partneren er svær for alle, der oplever det.  (foto: Kristeligt Dagblad)

Alternativet: Et senior-bofællesskab

Fællesskaber fremmer velvære og livskvalitet!

I et senior-bofællesskab vil der altid være nogen at snakke med, og der vil være mange aktiviteter, man kan deltage i, også selv om fysikken ikke er, hvad den har været.

Vi er en forening, som vil skabe et sådant fællesskab i Struer med ca. 40 lejligheder for fysisk selvhjulpne personer på 50 + uden hjemmeboende børn. 

(Foto: Alena Darmel)


Hvorfor en Atriumhave og et Fælleshus

Atriumhaven kan bruges til fælles aktiviteter hele året rundt, f. eks petanque, bordtennis, hyggekroge, dartspil og lignende.

Fælleshuset er oplagt til sammenkomster, møder, kurser, foredrag, yoga, sang og musik mm. Der vil også være fælles hobbyrum samt mulighed for at leje gæsterum til besøgende. 

Kort sagt, det er ikke en nødvendighed at bevæge sig uden for bygningen for at være sammen med andre mennesker.

Billedet er fra vores besøg hos Bovieran i Solrød i november 2024. 

Se også en lille video om en atriumhave i Slagelse, Ibihaven:  https://wp-juliliving-storage.b-cdn.net/wp-content/uploads/2023/02/agorahaverne-hero-videoloop.mp4

Hvorfor vælge andelsboligformen?

Økonomisk fordel og medejerskab

Når du køber en andelsbolig, bliver du medejer af andelsforeningen og får dermed en form for ejerskab i boligen. Det betyder, at du betaler en andelspris, (ofte mellem 1/2 - 1 mill.). Til gengæld er huslejen meget billigere end en lejebolig,  og du har mulighed for at påvirke boligforeningens økonomi og beslutninger. I modsætning til en lejebolig, hvor du blot betaler husleje uden at opbygge egenkapital, kan du i en andelsbolig få en økonomisk gevinst, hvis værdien af andelen stiger.

Indflydelse og fællesskab

Som andelshaver har du stemmeret og kan deltage i generalforsamlinger, hvor du kan være med til at træffe beslutninger om vedligeholdelse, forbedringer og regler i boligforeningen. Det giver en større grad af medbestemmelse og mulighed for at skabe et godt fællesskab med naboerne. I en lejebolig har du som regel ikke samme indflydelse på boligforholdene.

Stabilitet og tryghed

Andelsboliger giver ofte en større boligstabilitet, fordi du ikke kan blive opsagt af en udlejer på samme måde som i en lejebolig. Du kan bo i boligen så længe, du ønsker, bare du overholder foreningens regler. Det giver en tryghed, som mange værdsætter, især hvis man ønsker at slå sig ned i længere tid. 


Fotos: AI-genererede

Interesseret?

Er du interesseret i at vide mere? 


- Så har vi i øjeblikket 2 grupper, du kan vælge at tilslutte dig:

2. Ventelisten:

Du kunne tænke dig at bo i vores senior-fællesskab og vil skrives op til en lejlighed (uden forpligtigelse). Meld dig til Ventelisten. (225 kr om året) Du får hermed også adgang til vores Facebook-gruppe.

Hvem er vi?

Historie og formål

En gruppe seniorer fra Struer og omegn mødtes  i august 2024 og diskuterede, om der var stemning for at lave noget unikt på havneområdet  i Struer, nemlig et senior andelsbofællesskab med overdækket atriumhave. Der blev udpeget en styregruppe, som skulle arbejde videre med projektet. 

Styregruppen har til opgave at samarbejde med kommunen, pengeinstitutter og ikke mindst entreprenører, som kunne tænke sig at omsætte vore tanker til praksis.

 Styregruppen arbejder frivilligt og ulønnet. 

Bestyrelsen 2025 (Styregruppen)

Fra højre mod venstre:

Sven Lauge Pedersen, Formand

Per Kristensen, Næstformand, Webmaster

Ulla Kobberup Brosbøl, Sekretær

Svend Allerslev, Kasserer

Gerthie Betak Rasmussen, Bestyrelsesmedlem

Skriv til os, hvis du er i tvivl om noget, og vi svarer dig hurtigst muligt:

ab.ankerpladsen@gmail.com